Frederiksminde Mickey

Race: Connemara

Født: 31-03-1991

Den første gang jeg mødte Mickey var på Bakkegården i Herlev i foråret 1998 hos de tidligere ejere. De havde en annonce på ham i Den Blå Avis, hvor de søgte en part til ham - og det blev så heldige mig.

 

Da jeg i slutningen af 2002 var på udkig efter min første helt egen hest, endte jeg med at købe Mickey. Han har så været min skønne pony siden 1. februar 2003.

 

Vi har oplevet meget i den tid. En masse stævner både i spring, dressur og military. Vi har startet jagter. Mickey har været til svømning. Vi har redet kvadrille og hesteshow på Roskilde Dyrskue. Mickey har været udstillet i Connemaraforeningen. Vi har været til kvalitetsbedømmelse i spring og dressur. Mickey har også været på galopbanen og gå ponygalop... Og så har vi forresten også mødt Mickeys allerførste mennesker, nemlig Anne og Gunnar fra Stutteri Frederiksminde i Tikøb.

 

Mickey er en sød og godmodig pony, som altid er frisk at ride. Han er super god at ride i terrænet på, fordi han er så stabil på sine ben og er komplet trafiksikker. Og så elsker han at plaske i vand!

 

Mickey kan også godt lide at springe både på banen og i terrænet. Her skal man dog kunne styre hans bremse, men så kan man også ride et dejligt, kontrolleret ridt og han springer alle slags spring.

 

I de senere år har min interesse dog været meget dalende med hensyn til både springning, stævner og diverse arrangementer. Vi har i langt højere grad koncentreret os om dressuren og alle de små detaljer, som kan gøre en stor forskel og som giver en glad og villig hest, som kan lide det arbejde der bedes om i det daglige.

 

Mickey er af den type, der er så god som dagen er lang. Han er sød og meget nem at omgås og er uden unoder. Jeg har aldrig oplevet ham hverken bide eller sparke efter nogen (andet end efter andre heste ude på folden).

 

Om foråret og sommeren kan man tit finde ham liggende helt fladt ned ude i solskinsvejret. Dette har han altid gjort. Jeg tror, han nyder at "slikke sol".

 

I stalden er han yderst rolig. Han kan godt lide at blive nusset om og blive ordnet.

 

Han er en hest, der knytter sig til få mennesker og selvom han kan lide at blive nusset om, så er det ikke hvem-som-helst han nyder det med. Faktisk kan han se helt forbløffet ud, hvis en "fremmed" nærmer sig ham på staldgangen og vil snakke med ham - det gider han altså ikke rigtigt. Medmindre man lige har et urtebolsje til ham, så kan man godt være ok. Reserveret er vel det rette ord.

 

Mickey er vist født med et super godt helbred. Han er stort set aldrig syg eller halt. Selvfølgelig bliver der også passet godt på ham, for han skulle gerne holde i mange, mange år.

 

Mange bliver overrasket, når de hører Mickeys alder - han ser nemlig slet ikke "gammel" ud". Han er jo frisk som altid og han bliver ved, indtil han bliver oldgammel - det er jeg sikker på.

 

Tror faktisk først han bliver "gammel", når man selv gør ham gammel. Forstået på den måde, at hvis man holder op med at ride ham og arbejde med ham, så tror jeg han mister gnisten. Han elsker at bestille noget og bruge sin energi.

 

Det var lidt om min skønne pony, Mickey.

 

 

Stamtavle for

FREDERIKSMINDE MICKEY

 

 

HAZY DAWN

Mickeys far er Hazy Dawn, som ejes af Stutteri Frederiksminde. Hazy er fra 1985.

 

Her er et billede af ham:

FREDERIKSMINDE MADONNA

 

Mickeys mor var Frederiksminde Madonna. Madonna blev født i 1986, men endte desværre sine dage i 2000 pga. et brækket kodeled. Her er et billede af hende med hendes daværende ejer, Stine:

 

www.hanneshest.dk